Cucurella: Diomandé hjælper ikke mere defensivt end Vinícius

Marc Cucurella har fået en stærk start på tilværelsen i Real Madrid. Efter otte sejre på stribe med klubholdet og en tilbagevenden til det spanske landshold har forsvarsspilleren givet et interview til radioprogrammet El Partidazo de COPE, hvor han blandt andet fremhæver Real Madrids aktuelle niveau, roser Arda Güler og fortæller om sit forhold til José Mourinho.

Cucurella er ikke i tvivl om, at Real Madrid lige nu er Europas bedste hold.

- Lige nu er det os. Vi kommer fra en rigtig god periode, og holdet fremstår meget solidt. Om vi er bedre end PSG? Jeg ser ikke så mange af deres kampe, lød det fra spanieren.

Han blev også bedt om at pege på den Real Madrid-spiller, der har overrasket ham mest. Her valgte han Arda Güler frem for mere oplagte navne som Kylian Mbappé, Jude Bellingham og Thibaut Courtois.

- Arda er en spiller, jeg virkelig godt kan lide, og som måske går lidt under radaren. Han spiller meget, har enorm kvalitet, og når han er på banen, spiller holdet bedre. Vi bliver bedre til at kombinere os, og han er den, der har overrasket mig mest.

Cucurella afviste samtidig, at Yan Diomandé hjælper ham mere defensivt end Vinícius Júnior. Ifølge forsvarsspilleren får Diomandé blot mere opmærksomhed for sit arbejde uden bold.

- Jeg synes ikke, han hjælper mere, men det er mere synligt. Diomandé tager én løbetur tilbage, og det bliver vist overalt. Vinícius tager tre løb, men hvis der så er én situation, hvor han ikke løber, er det den, alle lægger mærke til.

Han understregede, at Vinícius fortsat er en vigtig spiller for holdet, og at Real Madrid har brug for brasilianeren i topform.

- Hvis Vini scorede tre mål hver kamp, ville ingen sige noget. Det vigtigste for os er, at han kommer tilbage på sit højeste niveau, for når han er i topform, har vi et fantastisk hold. Han har spillet på et imponerende niveau i fem år, så det er forståeligt, hvis han har en svær periode. Jeg kan se, at han har lysten, og at han arbejder hårdt til træning.

Cucurella forklarede også, at Real Madrids fremgang under Mourinho ikke nødvendigvis skyldes markante ændringer i spillestilen. Han pegede i stedet på bedre organisation og større kompakthed.

- Vi havde ikke meget tid til optaktssæson, vi fik en ny træner, og vi nåede næsten ikke at træne. Om vi løber mere nu, ved jeg ikke. Måske vælger vi vores tidspunkter bedre, eller også står vi mere kompakt, så vi virker som nogle bæster. Men jeg synes ikke, vi har ændret så meget.

Om Mourinho havde Cucurella også rosende ord. Han beskriver portugiseren som mere imødekommende, end mange måske forventer.

- Hans fremtoning er anderledes – på den gode måde. Han er meget nærværende, et rigtig godt menneske, og han kan godt lide at tale med spillerne. Han behøver ikke holde lange taler. På fem minutter fortæller han dig det, du har brug for.

Den spanske landsholdsspiller blev desuden spurgt til sin duel med Lamine Yamal i det seneste El Clásico og den unge Barcelona-profils udtalelse om, at han ville spise ham.

- Jeg har ikke noget at sige til Lamine. Jeg kan ikke lide at snakke eller prale. Jeg foretrækker at holde mig i ro og passe mit arbejde. Jeg spillede en god kamp, men vi kommer sikkert til at møde hinanden mange gange endnu. Jeg kommer også til at lide under det, og han vil få sin del af anerkendelsen.

Cucurella kommenterede også forholdet til Pablo Maffeo, som han kender godt fra banen.

- Jeg ved godt, hvordan Maffeo er, og jeg er faktisk lidt på samme måde. Han er meget intens og lidt af en vildbasse. På banen kan han være virkelig irriterende og intens, men bagefter talte vi sammen, og alt var fint. Når kampen er slut, er det overstået.

Til sidst kom snakken også ind på hans tatovering af landstræner Luis de la Fuente. Cucurella fortryder ikke motivet, men har besluttet sig for ikke at få flere tatoveringer. Venstrebacken fortæller, at Mourinho allerede har moret sig over den og sendt ham et billede, hvor trænerens eget ansigt var blevet placeret på forsvarsspillerens bryst.

Cucurella afsluttede med en kommentar til kritikken i Tyskland, hvor han har været genstand for en del opmærksomhed efter landsholdets kampe.

- Det ved jeg ikke. De har ladet det gå ud over mig, og jeg ved, at jeg ikke kan spille i Tyskland.

Log-på for at kommentere


NachoFernández svaret på emne: #1 1 time 16 minutter siden
​Jeg tænker også det er både forståeligt og fornuftigt af ham at udtale sådan. I sommers var det sikkert hvad han tænkte. Nu er narrativet at Diomande er meget fremtrædende uden bold mens der pt florerer et klip hvor Cucurella overhaler Vinicius i et pres hvorefter han overhaler Vinicius igen fordi en spiller har motorvej i vores venstre side. Vinicius går rundt i hele klippet og det skriger til himlen hvad der er galt.

Jeg tænker ikke at Cucurella mener det men det er godt at han støtter sin holdkammerat udadtil. Der hjælper til at holde ro internt i en god periode hvor katastrofen i at Vinicius har overstået sin karantæne begynder at ulme.
Kasillas's profilbillede
Kasillas svaret på emne: #2 2 timer 15 minutter siden
​For fire eller fem måneder siden lød det ellers det stik modsatte fra ham.

Nemlig det her:  Cucurella: “I don’t need Vinicius to defend, I’ll do the dirty work”

Men forståeligt og respektindgydende at Cucurella (og Mou) skal forsvare Vinicius. Han er trods alt et menneske og en af vores, og følgelig skal hjælpes. Men det skal ikke ske på bekostning af kontinuerlige garanterede startpladser, sådan som Diomonde og Arda spiller.
DeLaRed svaret på emne: #3 5 timer 12 minutter siden
Han siger jo det han skal sige for at bevare freden it truppen...men det er jo den største løgn!

Seneste artikler...